Hej Poul
Da jeg i februar/marts 2006 fik en han- og en hunkanin af dig, bad du mig give en tilbagemelding om, hvordan det gik med at have dem gående sammen. Så her kommer historien. Jo, det er blevet til en hel fortælling, da det hele har udviklet sig lidt:
Jeg havde fået kontakt med dig (Poul Vang), da jeg gerne ville have 2 kaniner - og det kunne ikke gå hurtigt nok! Jeg havde lige mistet min højt elskede hankanin Jessie, så huset var lidt tomt.
Først fik jeg en lille sort hunkanin, som kom til at hedde Maggie. Fra et
andet kuld fik jeg 2 uger efter en blå hankanin, som nu hedder Jimmy. Maggie
er en meget modig hermelin-kanin, så hun havde hurtigt hele huset som
tumleplads. Da Jimmy kom til, var han meget mere forsigtig og skulle lige se
lidt af gangen og så tilbage i buret, inden han havde mod på endnu et
eventyr ude i de "store" stuer.
Der var ingen tvivl om, at Maggie fra starten var den, der bestemte. Lidt af
en hidsigprop var hun også, men Jimmy var helt vild med hende. Hun kunne
gøre alt, og han fulgte bare glad med. Hvor Maggie var, var Jimmy.
De delte bur, og alt gik godt. Jeg holdt øje med, hvornår Jimmy var klar til
at blive kastreret, da jeg ikke skulle have flere kaniner. Men ak, den lille
Maggie begyndte at bygge rede. Hun hentede alt det hø, hun kunne finde og
prøvede sågar at rende med lagnet fra sengen (det ser nu sjovt ud, når der
står en lille bitte kanin og prøver at slæbe af sted med en hel seng!). Da
hun også forede reden med pels fra sin bug, var jeg sikker på, at det var
”gået galt", og at jeg godt kunne indstille mig på at få små kaniner.
Jeg kunne ikke helt forstå, at Jimmy skulle være kønsmoden, da jeg havde
fået at vide af dyrlægen, at stenene skulle være faldet ned, før han kunne
blive kastreret. Jeg ringer panisk til dyrlægen og siger, at min hunkanin
bygger rede, så der altså måtte være lidt krudt i ham Jimmy. Dyrlægen
fortæller mig, at hankaniner kan trække stenene op fra pungen, så man
umiddelbart ikke kan se, at de er faldet ned. Hvis jeg trykkede ham lidt på
bugen, kunne det være, at stenene kom frem - og det gjorde de! Jeg bestilte
straks tid, så han kunne bliver kastreret. Det forløb uden problemer, og et
par dage efter var han igen i hopla.
I mellemtiden havde jeg forventet at få små unger, men der skete ikke noget (!). Efter at Maggie havde bygget rede, var hun blevet helt blid som et lam, og temperamentet var helt i skak. Det holdt kun kort tid, så begyndte hun at blive arrig igen. Der gik efterhånden over 30 dage, og jeg vidste nu, at der ikke kom unger. Ca. en måned efter byggede hun rede igen! Hendes temperament blev værre og værre. Det gik både ud over Jimmy og mig, men mest synd var det for hende selv, da jeg nu kunne regne ud, at det var hormonerne, der raserede! - så hun havde det ikke helt godt.
I samråd med dyrlægen blev vi enige om, at det nok var bedst at sterilisere hende. Det er en stor operation og ikke helt uden risiko for en kanin at blive steriliseret. Det var med bankende hjerte, at jeg tog beslutningen, men jeg var kommet frem til den konklusion, at det måtte være det bedste for hende. Maggie blev steriliseret på en meget varm dag i maj. Hun var helt rundt på gulvet, da jeg fik hende tilbage, og uh hvor var hun kold! Jeg endte med at ligge på sofaen med hende hele natten for at holde hende varm. Det lod til, at hun fik det bedre, men hun ville ikke spise, så jeg ringede til dyrlægen. Det viser sig, at tarmsystemet på en kanin let kan gå i stå - og det skal altså være i gang igen inden for 24 timer. Jeg fik så ud over den smertestillende medicin noget kosttilskud, som hun skulle tvangsfodres med. Hun begyndte heldigvis at spise, og efter 14 dages rekreation kunne hun igen være sammen med Jimmy (ham hankaninen).
Nå, det gik ikke så godt. Han jagtede hende helt vildt, så jeg turde ikke lade dem være sammen. Endnu engang ringede jeg til dyrlægen for råd. Jamen, jamen, jamen, hun lugtede jo helt forkert! så jeg skulle se, om jeg ikke kunne få hans duft over på hende. Det gik der et par dage med, hvor jeg havde dem oppe på samme tid for at være sikker på, at han ikke tog livet af hende! Lidt efter lidt gik det bedre, og de bor nu sammen i fred og harmoni, men der er ingen tvivl om, at dynamikken imellem dem er ændret drastisk. Før var hun helt klart den dominerende og nu er de nok mere lige over for hinanden og elsker tilsyneladende igen hinanden meget højt. Maggie er ikke hidsig mere (andet end det sædvanlige temperament, som sådan nogle hermeliner har), så operationen har også hjulpet på temperamentet.
Alt i alt har det for mig været det hele værd, da jeg jo er tosset med de to små. Det er også sjovt at opleve, hvor forskellige de er af sind og statur. Maggie er 800 gram og en meget lille elegant pige, som altid sidder pænt og holder buret ordentligt. Hun laver generelt ikke de store ulykker. Jimmy er derimod en kæmpe i forhold til Maggie. Han er 1400 gram og meget tyk i pelsen, så han virker stor. Han er lidt af en "klumpedumpe" og et stort rodehoved. Han laver absolut alle de ulykker, han kan komme af sted med og bider bl.a. i alt, hvad han kommer i nærheden af - og det der med at være i bur er ikke lige hans stærke side, så han gør alt for at komme UD.......................
Håber, at denne lille beretning kan være til glæde og gavn for andre kaninelskere, der påtænker at få 2!
Venlig hilsen
Anette Bonne
Klik her for at se de 2 kaniner.